August, 2008

Lad De Små Børn Lege - Der Er Noget Galt I Himlen (rust001)

Mandag den 6. oktober 2008 udkommer den første udgivelse på Rust Music, som er musikklubben Rusts nystartede pladeselskab. Der skal blandt andet sættes fokus på sideprojekter, livemusik og b-sider. Første udgivelse er med Thomas Buttenschøn.

"Der er noget galt i himlen". Det er Thomas Buttenschøns budskab på den første udgivelse på Rust Music. Bag pladeselskabet står spillestedet Rust, der gerne vil sætte fokus på andre sider af musikken, end hvad de fleste pladeselskaber ellers er eksponenter for.

Rust Music vil i stedet handle om b-sider, liveoptagelser og sideprojekter, som ellers ikke ville se dagens lys.

Sange fra soveværelset
Den første udgivelse ligger helt i tråd med denne mission. Den udgives under Thomas Buttenschøns sideprojekt “Lad De Små Børn Lege”, og da Buttenschøn og producer Mathias Lyhne hørte om Rust Music, var de begge friske på idéen om at finpudse soveværelsesoptagelserne til udgivelse.

EP'en "Der Er Noget Galt I Himlen" indeholder fire elektro-akustiske sange spundet sammen af lysten til at lege og eksperimentere. Der er kant, men det er absolut også poppet. Og skæringen 'Der Er Noget Galt I Himlen' rummer en god del hit-potentiale.

Til at ledsage Buttenschøns guitar og sang, har Lyhne brugt hverdagslyde fra lejligheden: Fra velcro til lyden af en colaflaske, der bliver åbnet.

Tilbage til Extended Play
Netop EP-formatet (Extended Play) er noget, Rust Music gerne vil sætte fokus på. Det var oprindeligt 1970'ernes punkbevægelse, der gjorde 'den forlængede spiller' velkendt. Længere end en single, men kortere end en LP passede formatet perfekt til punkens eksplosive budskaber.

- Vi genopliver EP'en med punkens udgangspunkt. Korte og kontante udgivelser, der ikke stiller samme krav til kunstnerisk helstøbthed som et album, siger Morten Varano, der er label manager for Rust Music og har sin daglige gang som musikchef på Rust.

- En EP udgivet på Rust Music kan både indeholde fire numre med en kunstner eller fire numre fra fire forskellige artister. Det vigtige er, at vi tilbyder noget, man ikke finder andre steder. Særlige versioner af sange fra velkendte bands eller en liveoptagelse med det band, som bryder igennem om et år, forklarer han.

Om Thomas Buttenschøn
Dansk singer/songwriter belønnet med blandt andet Danske Banks talentpris og talentprisen ved P3 Guld-prisoverrækkelsen.

Om Mathias Lyhne
Udover "Lad De Små Børn Lege" er Lyhne også involveret i fire andre bands og små-projekter. Han er med andre ord en driftig herre. Bestemt værd at holde øje med!

Lad De Små Børn Lege: "Der Er Noget Galt I Himlen" bliver udgivet på Rust Music den 6. oktober 2008.

Ekstra links

Del på Facebook | Send til en ven